Oplevelser
Viborg Domkirke
Viborg Domkirke er med sine to tårne byens særlige vartegn. Kirkens historie går helt tilbage til 1100-tallet, men efter flere voldsomme brande er kun den gamle krypt tilbage. Resten er genopbygget. Den seneste indvielse var i 1876. Joakim Skovgaards maleriske udlægning af bibelhistorien kan ses overalt på vægge og hvælvinger. Kom og se – og tag børnene med. Her er meget at tale om.
Kalkgruberne i Daugbjerg og Mønsted
Tag børnene med på opdagelse i de stemningsfulde minegange under jorden i Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber. Langt nede i de kølige, snævre minegange er der en ganske særlig stemning. I Daugbjerg må du nogle steder gå bøjet med et stearinlys i hånden for at komme frem. Det var her røveren Jens Langkniv havde sit tilflugtssted. Mønsted Kalkgruber er verdens største kalkmine. I 1000 år – faktisk helt frem til 1978 – blev der gravet kalk her til kirkebyggeri. Begge de kølige gruber er vinterkvarter for i tusindvis af flagermus. Hør historierne derude!
Øvrige seværdigheder
Gå på kunstudstilling på Brænderigården. Lav eksperimenter med strøm på Elmuseet. Giv fortiden nyt liv i Hvolris Jernalderlandsby. Tag til Bruunshåb Gl. Papfabrik og leg med pap og papir. Rejs hele verden rundt på en eftermiddag på Verdenskortet i Klejtrup og stik storetåen i Stillehavet. Fordyb dig i historien på de mange museer eller søg efter dine forfædre på Landsarkivet for Nørrejylland.
|